Dienesmindes Venner Beretninger 2015 Annie og Christians beretning om deres indsats i Dienesminde Vores første tur, sammen med vores to børn,  Jens og Karsten, på 13 og 11 år, foregik i en  Mercedes lastbil fra Dienesminde i 1999. Vi  skulle aflevere nødhjælp til et hospital i Brest.  Vi vidste ingenting om selve turen, men  havde fået at vide af Dan, at vi først skulle  køre til et speditionsfirma, Leman, i Padborg.  Derefter videre efter en beskrivelse på en A4  kuvert.   Denne tur blev vores første møde med alle  grænsepatruljer Tyskland/Polen, derefter  Polen/Hvide Rusland. Vi vidste ikke at der var  en speciel overgang for lastbiler, så vi kørte  til overgangen for personbiler, det var meget  besværligt at få den store lastbil vendt på en  lille plads.  Turen var meget lang og besværlig, så vi fik  kun en dag i Brest, inden vi måtte køre retur,  før vores visa udløb.   Flere medlemmer var overrasket over at vi  turde tage Jens og Karsten med, men de fik  rigtig meget ud af turen. De var meget  overrasket over at der kun fandtes en slags  is, man kunne ikke vælge. Jens og Karsten  har været med på mange ture, som de har  lært meget af og fundet ud af, at der er folk,  som ikke har så meget som dem selv.  Siden 2001 har vi kørt til Hvide  Rusland/Litauen med nødhjælp fra vores eget  lager her på Hvorup Kærvej. Det er nemmere  at køre direkte, frem for at fragte nødhjælp  på en lastbil og køre det til Dienesminde, og  læsse det af igen.   Hver gang, ca. 2 gange årligt, har vi haft ca.  14 tons på lastbilen. Trækkeren er sponseret  af et Aalborg firma og traileren har vi lejet.   Sidste nødhjælp fra vores lager blev fragtet til  Litauen.  Vi har haft rigtig mange fantastiske ture med nødhjælp og fået rigtig mange gode venner i  Hviderusland og Litauen, som også har besøgt os i vores hjem.   Det er altid dejligt at se hvor nødhjælpen kommer hen og bliver brugt. Alle er glade for den hjælp  de får  Det er meget svært, at sige hvilken tur der var bedst, men den første tur var nok den største  oplevelse. Vi fandt ud af hvor besværligt det er at komme ind i Hviderusland og hvor mange  papirer der skulle udfyldes. Herefter skulle nødhjælpen afleveres til de forskellige modtagere i  modsætning til i dag, hvor hele læsset skal afleveres hos vores kontakter/organisationer i  Hviderusland.  Vi vil gerne takke Ellen og Dan for alle vores gode ture. Det var netop disse to mennesker, der  syntes vi skulle af sted på den første tur, og det har vi ikke fortrudt. Desuden vil vi takke alle som  har støttet os, hjulpet med at pakke bil og været med på forskellige ture, som vi håber har nydt  det lige så meget som os.  Vi har valgt at stoppe med at indsamle og fragte nødhjælp, men vi vil stadig støtte Dienesmindes  venner. En opgørelse har vist at vi har fragtet ca. 850 tons nødhjælp herfra Hvorup Kærvej.   Tusind tak til alle.   Hilsen Annie og Christian