Dienesmindes Venner Beretninger 2015 Et lille tilbageblik Min søn kom og fortalte mig, at han havde fået en kæreste fra Belarus. Det fik mig til at sige, at   ”Belarus er da en traktor”.   Det fik os til at søge på Google, skrev Belarus i søgefeltet og vupti, frem kom Dienesminde -  humanitær hjælp til Hviderusland. Det fangede min interesse og jeg ringede til Ellen. ”Bare kom  på besøg” sagde hun. En dag kørte vi, 6 mennesker fra Fyn, ind på gårdspladsen på Dienesminde. Vi må have kommet  lige omkring spisetid, så vi blev inviteret til bords. Dienesminde bussen var lige ankommet fra  Hviderusland med en læs børn, så der var fuldt hus. Ellen viste rundt på gården i Thorum, der  var indrettet værelser på loftet med køjesenge, så der var fint soveplads til 45 børn og ledere. På  gården var der svin, heste og hundekennel.  I næsten 2 år kørte vi en bilfuld fra Fyn til Dienesminde hver onsdag for at sortere og pakke tøj.  Dengang var der 3 lastbiler og 1 bus – der var god aktivitet dengang.  Min første tur til Belarus gik til Vasilli, der var skoleleder i en lille landsbyskole. Vasilli fik  tilnavnet sprællemanden, da han er et meget livligt væsen, hopper rundt og fægter med arme og  ben. Det var dengang der var grænsekontrol mellem Tyskland og Polen og ingen motorvej i Polen.  Vejene var dårlige og sporkørte, så gennemsnitshastigheden var lav.  Min makker havde kun været af sted på en tur 3 år før. Vi kørte i Polen og skulle på et tidspunkt  igennem Poznan. Jeg havde lagt mig til at sove og vågnede ved at lastbilen holdt stille. Jeg  spurgte om hvor vi var, men fik svaret, at det ”ved jeg ikke”. Vi holdt på en blind vej ved en  mose i Poznan.  Inden vi kan komme ind i Belarus skal vi have VISA. Bare find det fineste hus i Biala Podlaska,  det er konsulatet, fik jeg at vide. Det lykkedes at finde det og vi fortsatte til grænsen, den  forkerte. Der er en grænsekontrol for personbiler og busser, og en for lastbiler. Vi fik vendt og  kom til grænsen ved Kukuryki, hvor lastbilerne skal igennem. Dengang var der ingen skilte mod  grænsen som der er i dag.  Så begyndte alt det ”sjove”. Grænsekontrollen var et nåleøje at komme igennem. Vasilli, der var  modtager af læsset, havde ikke fået fornyet sin godkendelse til at måtte modtage humanitær  hjælp, så inden alle papirer og tilladelser var i orden var der gået 33 timer på grænsen.   Vi fandt Vasilli’s lille by, Korsitcy, der ligger syd for Kobryn. Vi fandt også skolen og børnene  vidste, at vi altid havde små gaver med til dem. Vi fik en fantastisk modtagelse, og alle steder vi  kom frem var der en masse gæstfrihed.   Jeg har kørt i alt 46 ture med lastbilerne, bl.a. et til det sydlige Polen, hvor vi læssede af ved et  hospital og plejehjem. Jeg har været i Kiev i Ukraine, Letland og Litauen, men de fleste ture er  gået til Belarus. Udviklingen var meget bagud, men gennem årene er der sket en stor fremgang.  Jeg har været i mange byer i Belarus og set meget smuk natur.  Jeg husker en episode i Ivatsevichi, hvor vi var 2 lastbiler på vej hjem. Vi kørte under en bro og oppe på broen kørte Dienesminde bussen. Det var dengang vi kunne køre 50 læs om året til Belarus. Jeg husker en tur til Mozyr d. 26. april 2006. Det var 20 års dagen for Tjernobyl katastrofen.   De ville gerne have et læs humanitær hjælp den dag, og det fik de.   På den første tur til Lydia i Mozyr kunne vi se nogle steder, hvor radioaktivt nedslag havde  svedet træerne, det lignede et helt måne landskab. Nu er enunderskov groet op og storkene er  kommet tilbage.  Jeg mindes en tur til Minsk, hvor vi holdt i tolden. Læsset blev kontrolleret, og der manglede at  blive påført 2 kasser med lamper på toldpapirerne. Der skulle fremskaffes nye papirer fra  Danmark med stempler fra speditøren i Padborg. Vi måtte være lidt kreative, jeg lærte Ellens  håndskrift og fik skrevet nye papirer. Stemplet fra speditøren i Padborg blev klaret med en dansk  20-kr. mønt - der var 3 løver på bagsiden, så var den klaret!!  En anden tur var til et psykiatrisk hospital. Det var første gang jeg fik en adresse skrevet på  russisk. Jeg spurgte Dan om hvor det er henne – åh ja, lidt uden for Brest. Vi fandt stedet efter  at have kørt 190 km videres østpå, de sidste 10 km var en grusvej, der førte langt ind i en skov.  Vi blev budt velkommen på kontoret. Uden for bygningerne var der nyt asfalt på vejene, der var  kantsten og fortov. Det var mærkeligt at se. Vi overnattede derinde – og vi slap ud igen.   Vi havde fået inventar fra et plejehjem på Fyn. Borgmesteren ville gerne med til selv at aflevere  det, så han havde taget flyveren til Minsk, hvor han blev hentet af mig i lufthavnen. Læsset  skulle til et hospital i Ivatsevichi. I læsset var der bl. a. 32 ’Wegner-stole”Jeg håber de sidder  godt i de lænestole”, sagde han. Gad vide om de kender Wegner derovre. Jeg spurgte hvorfor de  ikke blev solgt? ”Det er ikke mine”, sagde han.  En dag kom Ellen og spurgte om jeg ville tage en computer med til en pige i Mogilev, hun skulle  på universitetet i Minsk. Den skulle afleveres hos Lydia i byen Mozyr. Lydia havde været på  Dienesminde på et ophold før.  Ellen blev syg og kom på hospice i Skive. Jeg besøgte hende kort tid før generalforsamling og  hendes store ønske var at vi ville fortsætte arbejdet i foreningen og ikke nedlægge den. Det  lovede jeg at ville kæmpe for.  Jeg har en lille solstråle historie fra sommeren 2013. Den er bragt i bladet sommerhilsen 2013. I  NETTO i Nr. Åby mødte jeg Marinella, en rumæner som bor i byen. Det viste sig at hun havde  mødt Dan som børnehjemsbarn på et børnehjem i Rumænien for mange år siden. Hun blev  inviteret med til Dans 80 års fødselsdag.  Dette er kun et lille tilbageblik. Jeg har set så meget elendighed. Der hvor vi har afleveret, kan vi se at det hjalp. Som Vasilli engang sagde, ”Det er fint det i kommer med, men det er meget vigtigt at I tænker på os og er vore venner”. Dem har jeg mange af derovre.   Tak for det. Bestyrelsesmedlem Hans Jørgen Andersen