Dienesmindes Venner Beretninger 2016 Allerede medens jeg gik i skole tilbage i 60’erne, faldt mit hjerte for Hviderusland og Ukraine.  Hvorfor ved jeg ikke, men Hviderusland er et land, der er 5 x danmarks størrelse rent  arealmæssig og ca. 10 mill. indbyggere.   Landet har historisk set været undertrykt og besat i flere hundrede år, ja, hvis vi går langt nok  tilbage i tiden, har det oven i købet været besat af Danmark.  Det har i en meget lang periode været en del af et Litauisk-Polsk regime.  Lige før første verdenskrig opnåede landet selvstændighed, men under den russiske revolution i  1917 blev det tvunget ind som en del af Rusland.  Det første jeg er stødt på om Hviderusland, var i 2007 da jeg havde hørt om, at der var en  organisation i Thy (Tjernobylforeningen) som organiserede sommerlejr for børn, som var  stråleskadet fra ulykken i Tjernobyl. Vi var til åbent hus i lejren.  I 2008 havde vi to drenge, Igor og Vlad, på weekendbesøg. Til trods for at det kun var en enkelt  weekend vi havde de to drenge, blev der skabt et meget tæt venskabelig bånd.  I 2010 fik jeg lejlighed til at besøge dem, da jeg blev inviteret med på en grupperejse til  Bobroyisk i Mogilev regionen. Det var en stor oplevelse, men samtidig lidt chokerende, når vi så  hvor anderledes, og fattig deres samfund er.  Både min kone Birthe og jeg fandt hurtig ud af, at vi gerne ville gøre en forskel ved at hjælpe  Hviderusland. Det er ikke alle børn der har lejlighed til at komme til Danmark.  I en periode sendte vi pakker med postvæsenet, dels til de to familier som vi havde haft børn fra,  men også til andre familier som jeg havde mødt under mit ophold i landet.  Jeg hjælper som frivillig i en genbrugsbutik i Thisted, hvor det overskydende tøj bliver afhentet.  Vi har i en meget lang periode troet, at det gik til AKO i Vester Vandet, men på et tidspunkt hvor  jeg skulle ringe til Leif for at meddele, at vi havde nogle ting som vi gerne ville af med, kom vi til  at snakke om, at det var Dienesminde der fik tingene. Jeg blev  straks interesseret, og gennem  et stykke tid havde jeg tænkt, at det kunne være spændende at komme med på en tur med  lastbil til Hviderusland.  Vi aftalte at jeg skulle mødes med Bent (som desværre ikke længere lever).   Bent og jeg mødtes til åbent hus i Bulbjerglejren i sommeren 2014.   Her aftalte vi at han ville ringe til mig hvis han fik brug for hjælp til at hente ting her i landet, så  vi kunne lære hinanden lidt bedre at kende. Der gik ikke mere end en tre uger, før vi var en tur i  Aalborg og Nr. Sundby for at hente et læs. Under denne tur snakkede vi om, at det kunne være  spændende om vi kunne få en tur sammen til Hviderusland, men da han jo i perioder var ovre  ved Natalia, blev det ikke til noget.  Men i december 2014, ringede Leif for at spørge, om jeg havde lyst til at tage en tur sammen  med ham, og selvfølgelig havde jeg det.   Det blev en tur hvor vi lærte hinanden godt at kende, på både godt og ondt. For mig var det en  rigtig god og positiv tur. Vi kørte fra Salling lørdag d. 6. december, og var tilbage igen d. 12. På turen havde Leif  forberedt mig på, at man skulle være udstyret med en god portion tålmodighed, når vi skulle  over grænsen, da toldsystemet ikke er det mest effektive.  Mandag d. 8. december holdt vi ved konsulatet, hvor vi skulle have lavet vores visa. Nu er der jo  en tidsforskydning på 1 time, så det blev hen på eftermiddagen inden vi nåede frem til hospitalet  i Brest, som var vores mål. Her blev vi ”indlagt” og fik aftensmad.   Tirsdag formiddag gik med en del venten, og vi blev vist rundt på hospitalet af direktøren, så vi  kunne se, hvor alle de ting Dienesminde har leveret, bliver brugt.  En af de ting jeg lagde mærke til, var direktørens skrivebord, som Dienesminde også har  doneret, var en del af lakken slidt af, men den kunne sagtens bruges alligevel.   Han fortalte at de var meget taknemmelige for de ting, som de fik fra Danmark. De har et budget  der skal overholdes, og hver ting de får, sparer dem for penge, som så kan bruges til bedre  medicinsk udstyr.  Tirsdag eftermiddag fik vi bilen tømt, og aftalte med dem, at vi overnattede endnu en nat, da vi  gerne ville ud at se os lidt omkring i byen.  Vi var om aftenen ude på en længere gåtur i byen, jeg var desværre kommet afsted i træsko.  Turen blev noget længere end vi havde planlagt, så med trætte ben og hoved sov vi godt om  natten. Onsdag var vi på besøg hos Tamara, som er en af vores tolke i Hviderrusland. Hun er  engelsklærer på et gymnasium i Brest, hvor sang- og dansetruppen Pribuzhie holder til.  De er i Danmark for at optræde hvert år.   Hun har nogle børn  hun underviser i engelsk, så hendes mand kørte en tur med os for at vise os  lidt mere området. Vi var også ude at handle lidt. Sidst på eftermiddagen fik vi lastbilen tanket  med diesel, krydset grænsen og kom et stykke ind i Polen, inden vi gik til ro i bilen.  Vores tur sluttede fredag sidst på eftermiddagen, da vi var tilbage på Dienesminde.  Det har for mig været en særdeles positiv oplevelse, og jeg håber at få mange ture fremover.  Venlig hilsen  Verner Madsen  Min første transport til Hviderusland af Verner Madsen