Dienesmindes Venner Beretninger 2017 En rejse til Letland Så blev det min tur til at køre til Letland. Formanden ringede og spurgte, om det var noget, som  jeg havde lyst til. Og ja, det kunne jeg godt tænke mig, da jeg synes, at det er en god idé at  hjælpe vore medmennesker med den hjælp, som vi nu kan give, og samtidig få et godt indblik i,  hvad hjælpen bliver brugt til ved at se og besøge vore modtagere derovre.  Turen er jo ikke bare at køre. Det er også at få sorteret tingene og læsset lastbilen. Uden den  store indsats af mange stærke kvinder og mænd, ville vort arbejde slet ikke kunne lade sig gøre.  Det kan varmt anbefales at møde op en tirsdag formiddag for at se, hvordan der bliver pakket og  klargjort til de forskellige destinationer, som vi leverer til.  Vores tur – dvs. Kristians og min – startede allerede ved læsningen og indvejningen. Det gjaldt  om at få så meget som muligt stablet ind i kassen.  Destinationen var denne gang Letland, og vi kørte hjemmefra mandag morgen. Efter endt  tankning og proviantering gik turen mod Tyskland og Polen, hvor vi allerede havde besluttet, at  vi ville sove på Motel, mest fordi jeg var alene ved rattet på hele turen. Efter en hel dag i  lastbilen med en masse hyggelig snak og nogle gode grin ankom vi til overnatningsstedet ved  20-tiden. Da vi havde fået en god nats søvn, var vi klar til at tage endnu en tørn på vores odysse igennem  Polen, som jo altid byder på nogle overraskelser i form af omkørsler med manglende skiltning.  Jo, en tur gennem Polen kan skam være en oplevelse i sig selv. De første mange kilometer  foregik på motorvej, og der var 3 steder, hvor vi måtte betale, da en del af motorvejen er privat.  Derefter skulle vi betale vejskat. Det foregik på en tankstation og kan være en lidt sjov  oplevelse, da betjeningen på de steder ikke forstår et ord dansk.  På andendagen nåede vi det nordlige Polen, hvor vi ankom til en lille hyggelig by, Augostow. Her  havde de et dejligt hotel, som vi overnattede på. Efter et godt morgenmåltid på hotellet trillede  vi det sidste stykke via Litauen ind i Letland, hvor vi fandt vores kontaktperson Katrine, og snart  var vi i gang med aflæsningen. Denne gang var det familien og et par venner, som hjalp, og jeg  må sige, at folkene var meget effektive. Det gik væsentligt hurtigere med at tømme lastbilen end  med at læsse den. Lageret var tomt, da vi ankom, men stuvende fyldt, da aflæsningen af  lastbilen var færdig. Jeg kom i snak med en af hjælperne, som kunne lidt engelsk. Han fortalte,  hvem der skulle have del i de donerede ting, og deriblandt mange enlige mødre.  Vi valgte at blive hos Katrine natten over, og jeg må sige, at det var rart, for jeg kom i sauna, og  vi fik en masse god mad. Sikke en velkomst vi fik hos Katrine, som gjorde alt for, at vi skulle føle  os tilpas. Vi følte os næsten som grever og baroner. Turen hjemover startede i høj solskin og et par graders frost. Det var en rigtig god tur – også for  Kristian, tror jeg. Det var hans første tur med lastbilen.  Hilsen  Peder og Kristian.