Dienesmindes Venner FLAGET Af Olav Hergel Journalist ved Berlingske I Salling bor et ægtepar, der bruger deres liv på at hjælpe mennesker i nød. De er stolte af Dannebrog, men det har ikke vajet over gården siden sidste sommer. I et ydmygt pulterkammer dybt inde i et hjørne af gården Dienesminde nord for Skive ligger Dannebrog hengemt på en lille hylde sammen med det polske, det russiske, det armenske og en række andre nationers flag. For på Dienesminde tager man flag alvorligt, og hver gang, der er besøg, hejses både det danske og de besøgendes flag. Man kan godt få lov at se Dannebrog, men det bliver ikke hejst. For når en forældreløs, omsorgssvigtet dreng, der er vokset op på et rumænsk børnehjem, bortvises fra sin nye familie, har flaget mistet sin værdighed. »Den dag, vi skulle afsted, spurgte han, om vi ikke skulle hejse flaget i håb om, at det skulle gå. Jeg sagde »jo, det skal vi.« Men de tog drengen og satte ham i fængsel. Da jeg kom hjem, sagde jeg: »Tag flaget ned.« Jeg har sagt til min familie, at selv den dag jeg dør, skal det ikke hejses. Det skal ikke op, før Tipi kommer tilbage.« Det var den 29. juni 2004. Siden da har flagstangen stået tom på gården. Vi kommer til Dienesminde på en dag, hvor træer og buske står vindbøjede i blæsten, og vi tænker, at det lige nøjagtig er herude, at kragerne vælger at vende om. På gårdspladsen står to lastbiler og en bus med påskriften »Dienesmindes venner«. Lastbilerne er på vej til Litauen med nødhjælp. Í stuen sidder nødhjælpsarbejderne, og når man ser sig om, tænker man, at Dansk Herremoderåd ville græmme sig, Dansk Designråd ville nedlægge hvervet, og ernæringseksperterne ville kigge på bordet og spørge sig selv, hvad der var gået galt. Men hvad gør det, hvis man ender i himlen, og her skulle de rejsende gesandter i dansk hjælpsomhed have gode muligheder. De er alle pensionister, de kommer fra hele landet, og de bruger deres tid på at samle ind i Danmark og køre rundt i det gamle Østeuropa, de baltiske lande og Rusland med hjælp til folk, der har behov. Ved bordet sidder en lille rund mand, der ikke vil sige, hvor gammel han er. Hans isse er skaldet, og under de vildtvoksende brune og buskede øjenbryn sidder et par insisterende blå øjne. Han går i raksokker og slidt grøn overall, spiser med hele hovedet, taler med hele kroppen, kalder sin kone »direktøren« og kan ikke snuppe bureaukrater, juristeri, medieliderlige politikere, og heller ikke advokater, læger og direktører, der ikke kan undvære 200 kroner til mennesker, der har behov. Han hedder Dan Dissing, han er ejer af Dienesminde, og det er hans venner, der om lidt skal afsted. »A plejer a seg, at Dienesmindes venner er mennesker uden uddannelse, men med en hwis dannelse,« siger han på en dialekt, der vil gå i døden med ham. På Skiveegnen er han og hans kone en institution. Drenge fra det dårlige selskab, funktionelle analfabeter og børn, som de andre ikke gad lege med, har fået noget af selvtilliden tilbage på Dienesminde, og han og hans kone Ellen har gennem årene sendt tusinder af tons tøj østpå. Hver sommer har de feriebørn fra Rusland, de baltiske lande, Polen og Rumænien på besøg. Selv om to lastbiler lige er fyldt op, så er en lagerhal på størrelse med en håndboldbane fyldt op med varer. I et hjørne står der kasser med brillestel fra et tysk firma, der altid sender umoderne brillestel videre til Dienesminde, et andet sted står der høreapparater fra firmaet Oticon, og i en syttende bunke ligger der bamser og atter bamser til børn, der har brug for en bamse at putte med, når de skal sove. I svinestalden går der 5.000 svin, og på en kasse sidder en tidligere vagt for styret i Congo og kastrerer nyfødte grise. Han flygtede til Danmark med sin familie og er nu kommet i arbejde på Dienesminde. Indimellem kommer de fire børn og de 16 børnebørn, telefonen ringer konstant, og når man går rundt, skal man passe på ikke at vælte over gaver, amatørkunst, platter og skulpturer, som taknemmelige mennesker har sendt som tak for hjælp og godt ophold. Kaotisk? Ja. Forvirrende? Ja. Livsbekræftende? Ja. Dansk hjælpsomhed, barmhjertighed og næstekærlighed har mange ansigter, og Dienesminde er et af dem. Men det er også et sted, hvor man har mistet troen på det Danmark, man troede eksisterede. Årsagen er Tipi. Få TV-billeder har gjort så stærkt indtryk på danskerne, som billederne af de rumænske børnehjemsbørn, der blev bragt verden rundt efter Ceaucescu-regimets fald i 1989. De lå apatiske i deres senge eller sad med hænderne om tremmerne og rokkede frem og tilbage, mens deres øjne bad om omsorg, kærlighed og om at blive taget op. Tipi blev født i 1979 og afleveret på et spædbørnshjem i Timisoara. Her levede han et liv, hvor vold og seksuelt misbrug var en del af hverdagen, og menneskeligt nærvær ikke eksisterende. Mad var en mangelvare, og grundet fejlernæring blev Tipi kun 150 centimeter høj. »Han boede der i 17 år. Lægen i Roslev konstaterede syv ar efter bank og tortur.« Da regimet faldt, fik Tipi kontakt til Mødrehjælpen I Danmark. Han var her flere gange og oplevede for første gang, at andre bekymrede sig om ham. Men den danske kvinde, han knyttede sig til, døde af kræft, og han blev rådet til kontakte Dan og Ellen. Han kom til Dienesminde i 1999, og selv om Dan og Ellen før havde haft rumænske børnehjemsbørn på feriebesøg, blev forholdet til Tipi helt specielt. Han var en renhjertet og god dreng. »En dag havde han opdaget nogle meget røde og fine æbler ved et skel ind mod naboen. »Hvordan smagte de,« spurgte jeg. »Jeg har da ikke spist af dem,« sagde han. »Jeg vidste jo ikke, om det var vores.« Tipi elskede Dienesminde, og det lykkedes at skaffe ham to års ophold på au-pairpige tilladelsen. Dan og Ellen har ganske vist voksne børn, men det vrimler med børnebørn i huset, og han blev en del af livet på gården, hvor han hjalp med at servere og var vellidt af alle. »Jeg vil ikke sige, at vi valgte ham. Han valgte os. Han betragter os som sine forældre, og det må han også gerne.« De søgte om humanitær opholdstilladelse, men fik afslag. De ankede og fik afslag igen. De søgte også om tilladelse til at adoptere ham. »Sommetider kan man mærke et behov hos andre menensker, og Tipi havde et behov for en familie.« Men de måtte ikke adoptere ham. Han var for gammel. De kontaktede politikere og embedsmænd, men det hjalp ikke, og så kom den dag i foråret 2004, da Dan mistede respekten for flaget. Til det sidste nægtede både familien og Tipi at tro på, at politiet virkelig ville anholde ham og sende ham ud af landet. Tipi ville ikke gå under jorden, og selv den dag de tog ind til politiet i Skive, troede Dan Dissing, at Tipi ville komme med hjem igen. »Men de tog ham og satte ham i isolationsfængsel i 12 dage på trods af, at de havde lovet ikke at anholde ham. En dreng, der har lidt hele sit liv! En dreng, der er det ærligste og bedste, der findes! Det er fuldstændig til Klods Hans.« Den 12. juli sidste år blev Tipi sat på et fly til Rumænien. I dag er han 28 år. Han er arbejdsløs, og med sin højde på 150 centimeter er han ikke en, der har det let i Rumænien. Han bor på et værelse med en ven og får økonomisk hjælp fra Dienesmindes venner. Han har et fattigt og skrantende liv, og selv om han ikke lider nød, er han som Dan Dissing udtrykker det, »langt, langt nede.« Dan og Ellen Dissing kæmper stadig for at få ham til Danmark. De har skrevet til Dronningen, statsministeren, integrationsministeren og justitsministeren, og de nægter at give op. »Det værste er, at alle hele tiden siger: »Sådan er loven!«« I mange år har ægteparret været medlemmer af Venstre, men nu har de meldt sig ud, »for vi vil ikke være medlemmer af sådan et menneskefjendsk parti,« siger Dan Dissing. Han har brugt det meste af sit liv på at hjælpe andre, og han er stolt af det, han kommer fra. Gården, Danmark og den humanitære indstilling, som han altid har forbundet Danmark med. Men noget har ændret sig. Han synes stadig, hjælpsomheden findes hos den almindelige dansker. Han ser den hver dag, han mærker den, når der skal samles ind, og han kan altid ringe til chaufførerne og få dem til at køre gratis, når Dienesmindes venner skal sende tøj afsted. »Det er ledelsen, den er gal med,« siger han. Han mener heller ikke, at alle og enhver skal have adgang til Danmark, »men Tipi er jo ikke flygtning, han er bare et menneske, der har ledt i hele sit liv efter en familie og endelig har fundet en.« Men det er ikke en familie, der har født ham. Det er en familie, der har genfødt ham. Tipi var tabt for tilværelsen, indtil Dan og Ellen kom ind i hans liv. Men loven siger, at det gælder ikke. På Dienesminde siger man, at Dannebrog bliver liggende på hylden i pulterkammeret. »A synes vi har en pæn flag, der symboliserer danskheden og kristendommen. Men vi er blevet en flok elendige krykhusarer i Danmark. Vi lever ikke op til flaget.« Legenden om Dannebrog Dannebrog betyder »danernes fane« eller »rødfarvet fane« og forekommer første gang i en dansk tekst i 1478. Legenden om dannebrog, der faldt ned fra himlen under et slag i Estland, omtales i Christiern Pedersens danske krønike fra 1520erne. Begivenheden er af andre knyttet til slaget i 1219, og traditionen har fastholdt, at flaget kom til syne ved Lyndanisse den 15. juni 1219. Legenden er formentlig blevet til omkring år 1500 ud fra en forestilling om, at den fane, kong Hans mistede ved nederlaget i Ditmarsken år 1500, var det himmelfaldne dannebrog. Frederik 2. tilbageerobrede fanen i 1559 og lod den ophænge i Slesvig Domkirke. Kilde: Den store danske Encyklopædi Artiklen er fra 22. januar 2005