Avis
24.06.2025
Dienesmindes Venner
Hans, Ole og Leif fra Dienesminde tager sig en pause i Jelling, inden grejet bliver fyldt på lastbilen
Dienesminde modtager masser af nødhjælp til Ukraine
Frivillige hentede to ton brugt camping-grej efter musikfestival
NØDHJÆLP Den frivillige nødhjælpsorganisation Dienesminde i Salling kører fortsat jævnligt transporter med lastbil til krigsramte Ukraine for at hjælpe folk her med tøj, hospitalsudstyr og andre ting.
Senere har Dienesminde haft et hold af frivillig i Jelling, hvor de efter musikfestivalen her har hentet ca. to ton efterladt brugt og blandet camping-grej i rimelig kvalitet.
Samtidig har Dienesminde fået en hjælpende hånd til Ukraine-transporterne fra Pleje & Omsorg i Skive Kommune.
Pleje & Omsorg i Skive Kommune har for nylig udskiftet arbejdsbeklædningen for 1200 medarbejdere. En stor del af det gamle denimtøj er nu allerede blevet sendt til Ukraine.
Dienesmindes Venner modtog i alt ca. 250 kg. tøj fra Pleje & Omsorg. Det tøj er nu blevet afleveret på et hospital i Zaporisjsja i Ukraine.
- Vores kontakt havde ønsket uniformer til personalet, for ellers må de gå i deres eget tøj, fortæller Susanne Priess fra Dienesmindes Venner i en pressemeddelelse fra Skive Kommune
Internt i Skive Kommune har meget af det »aflagte« tøj i øvrigt også fundet genanvendelse. En del af det har Teknik, Miljø & Udvikling - Energibyen Skive overtaget til et projekt, som handler om at kombinere materialer fra brugt tøj og genbrugstræ til at skabe nye møbler til biblioteket.
I alt 8.000 stykker tøj fra Pleje & Omsorg er på flere forskellige måder blevet genanvendt.
Næste transport fra Dienesminde til Ukraine er planlagt til at afgå mandag den 23. juni.
Skive Folkeblad 24.06.2025